NYE TIDER

NYE TIDER
Velkomstskiltene til Flensborg er i dag tosprogede tysk og dansk. Det første af de officielle tosprogede skilte blev sat op i 2008. Flensborgs overborgmester Klaus Tscheuschner understregede da, at skiltene var af stor symbolsk betydning - og en anerkendelse af byens omskiftelige historie og dens to kulturer.

mandag den 11. januar 2010

Boganmeldelse:

Ingen danskhed uden historie


Anmeldelse. Bogen "Sydslesvigs danske Historie" er særdeles omfattende i sine emnevalg og meget velredigeret. Når det gælder samtidshistorien savner man som læser lidt mere analyse.



Det er gået stærkt. Første oplag på omkring 750 eksemplarer af "Sydslesvigs danske historie" blev revet væk i løbet af et par måneder. Bogen har åbenbart fyldt et hul ud.

Bogen går tilbage til første halvdel af 1800-tallet, da befolkningen i Slesvig delte sig i dansk- og tysksindede. Indtil da havde man måske nok vidst, hvad man var, men for de færreste spillede det en rolle.

Men det danske mindretals historie går dog længere tilbage, for før det nationale gav ufred i Slesvig, var der primært i det daværende Mellemslesvig en udbredt kongetroskab, især i Flensborg. Flensborgerne havde al mulig grund til at være for den danske helstat. Byens handel profiterede af det, og forbindelserne nord- og sydpå smittede af på hele samfundslivet i byen. Allerede her kunne man sagtens være tysktalende - eller som det oftest var tilfældet: plattysk-talende - og bære danebrog i sin indstilling.


Sprog, sindelag og identitet går da også gennem bogen. Og her er det, at bogen også har en berettigelse. Ny historie til en ny tid, og lidt efter lidt er der trods alt også kommet nye tider til Sydslesvig på flere fronter.

Bogen er opbygget i fire dele. Lars N. Henningsen skriver om perioden fra Sønderjylland som en del af Jylland med Slesvigs særstilling omkring 1200 frem til 1864.


René Rasmussen står for kapitlet om overgangen fra dansk bevægelse til dansk mindretal efter nederlaget i 1864, om den afgørende deling mellem Nordslesvig og Flensborg/Sydslesvig, Weimar-tiden og den svære tid under nazismen.

Martin Klatt beretter om den korte, men væsentlige periode fra Tysklands nederlag i 1945 til København-Bonn-erklæringerne i 1955, en tid da det "gammeldanske" mødtes med det "nydanske" og hele det store sindelagsskifte.

Jørgen Kühl tegner et billede fra 1955 frem til i dag, og herunder det afgørende, men gradvise skifte fra en afgrænsning til det, man kunne kalde den ultimative succes for et mindretal: En totalaccept, ja nogle gange næsten jubel inde- og udefra - med dertilhørende omkostninger.

Bogen er særdeles omfattende i sine emnevalg og meget velredigeret. Det er overblik uden, at man fortaber sig i detaljen, men med forbavsende mange detaljer. I formidlingen er der jævnligt brugt små appetitvækkende kildeuddrag, faktabokse der taler for sig selv og supplerer teksten og ikke mindst et billedmateriale, der byder på nyt - selv for de bogorme, der har gnavet sig igennem de seneste mange års historiske udgivelser om det dansk-tyske grænseland.


Tråde til nutiden

Især René Rasmussen har bestræbt sig på at trække tråde til nutiden med sammenligninger, paralleller og tankevækkende pointer. Måske også fordi der netop i perioden fra 1864 til 1945 faktisk gemmer sig mange interessante linjer til nutiden.

René Rasmussen konstaterer for eksempel, at de tyske myndighedernes indgreb mod det danske i Nordslesvig i slutningen af 1800-tallet ophidsede gemytterne og organiserede de danske sønderjyder til national modstand.

I Flensborg var billedet dog et helt andet: "I egen selvforståelse var det flensborgernes jovialitet, gemytlighed og munterhed, der stemte dansk- og tysksindede så fredeligt mod hinanden. Dertil kom et mere praktisk syn på tingene: Det ville være skidt for den daglige handel og vandel, hvis byens indbyggere lod sig henrive til indbyrdes politisk og nationalt kiv og splid; byens og dens velstand kom i første række for alle dens indbyggere, uanset nationalt sindelag". Og så den stille pointe fra historikerens hånd:

"Det siger sig selv, at med sådan en pragmatisk indstilling måtte tyskheden i længden løbe af med sejren".


Tankevækkende læsning

Med det svære generationsskifte i moderne tid i mente er det også tankevækkende at læse om et tilsvarende vanskeligt skifte omkring 1890. Dengang lykkedes det ikke at overføre danskheden til de yngre, der kom efter.

Journalist Nis Petersen skrev i sine erindringer:

"De sad og hyggede roligt i deres egen danskhed, og så ikke, at ungdommen i Flensborg var i færd med at glide over til tyskerne".

Og videre bores der i sprog kontra sindelag, dengang de preussiske myndigheder udøvede sindelagskontrol:

"I praksis var det enkelte menneskes nationale tilhørsforhold i Sydslesvig imidlertid mere et spørgsmål om sindelag end om afstamning og sprog. En meget stor del af det danske mindretal havde plattysk som dagligsprog. Den enkeltes sindelag var et privat anliggende, der tilmed kunne skifte. Man fødes ikke med en national identitet. Man vokser ind i den".

Det lyder alt sammen meget selvfølgeligt for en sydslesviger - eller en nordslesviger. Men det er en vigtig pointe at få med i bogen. Det har de stående aktuelle debatter med al tydelighed vist. Og det er også en påmindelse over for de kredse i blandt andet Grænseforeningen, der lige nu har så travlt med at kigge fremad, at de glemmer, at historien er en uadskillelig del af nutiden. Og det er her, bogen har sin helt klare berettigelse.

Jørgen Kühls kapitel er interessant på flere måder. Det er her, der kommer mest nyt frem, så det er også her, sprængstoffet er.

Desværre er der i bogen ikke noget noteapparat, så læseren må nøjes med en litteraturliste.

Når man læser Jørgen Kühls kapitel, er det vigtigt at holde sig for øje, at det er hans tolkning af udviklingen i det danske mindretal i moderne tid. Om der kommer konsensus omkring hans tolkning, må tiden vise.


Jørgen Kühl konstaterer, at mindretallet i dag ses som en nytteværdi og et aktiv, hvis institutioner bidrager til at gøre regionen attraktiv og spændende. "Konflikten mellem dansk og tysk er blevet transformeret... I dag giver mindretallet et kulturelt tilbud, som også flertallet glæder sig over - og vice versa", skriver Jørgen Kühl.

Han refererer konklusionerne i den "videnskabeligt funderede analyse af den merværdi, som mindretallene i den dansk-tyske grænseregion giver", den rapport der blev udsendt på foranledning af den slesvig-holstenske landdagspræsident - og som i vid udstrækning bygger på det såkaldte kompetenceanalyse udgivet af det europæiske forskningsinstituttet Eurac i Bozen/Bolzano i Sydtyrol.

Desværre problematiserer Jørgen Kühl ikke konklusionerne, som hans historikerkollega Axel Johnsen har gjort det, blandt andet i en kronik i Flensborg Avis i juni 2008.

Hvad er politiske målsætninger, og hvad er videnskabeligt baserede fakta? Det kan nogle gange være lidt vanskeligt at se ud af Jørgen Kühls tekst.

Han refererer også ganske korrekt, at "mindretallet har fået tillagt særlige kompetencer, når det gælder kulturmøder". Igen: Det er sket fra politisk side eller fra interesseorganisationer, der har haft et særligt sigte, blandt andet Grænseforeningen. Når noget gentages tilstrækkeligt mange gange, har det med at blive opfattet som en sandhed. Men hvor meget hold er der virkelig i påstanden? Men hvor meget udnytter mindretallet disse "særlige kompetencer"?

"Udadtil synes mindretallet således at stå stærkt og markant", skriver Kühl. Ja - synes - men hvor meget er der om sagerne?


Det anføres også, at mindretallet og dets unge opfattes som en ressource. Men af hvem? Kan man så spørge. Regeringen og erhvervslivet - i Danmark - har ifølge Jørgen Kühl fået øjnene op for, at mindretallet kan nyttiggøres. "Mindretallets unge ses som potentiel eksportvare fra Sydslesvig", anfører Jørgen Kühl.

Men igen - hvor meget hold er der i denne politiske påstand, når det kommer til stykket? Her kunne man i kapitlet godt have problematiseret de mange påstande, der her refereres og bygges videre på. Jørgen Kühls kollega, René Rasmussen, har således været ude i offentligheden og advaret mod igen og igen at bruge dette argument. Derfor kunne en mere kritisk tilgang til disse argumenter have været interessant.


Rationelle argumenter

Og endelig: Rigsrevisionens rapport, der udkom tidligere på året, og den efterfølgende debat forbigås i tavshed. Kunne man ikke have nået at få noget af denne debat med, når nu bogen først blev præsenteret medio september.

Men samtidshistorie er noget af det sværeste at skrive.


Der tages i disse år mange argumenter i brug for at fremhæve mindretallets eksistens. Ofte rationelle argumenter, hvilket nogle kan kan virke omsonst, eftersom argumenterne slet ikke behøver at være rationelle. Som man vil kunne læse udførligt i bogen, er der dansksindende der er gået i spjældet for danskheden i Sydslesvig. Dansksindede, der har ladet sig slå ihjel på østfronten i Hitlers uniform for at kunne beholde retten til hjemstavn. Det er ikke nok at bygge danskhedens eksistensberettigelse i Sydslesvig på historien, men historien er sørme en vigtig del af den. Og den kan man ikke trække ud i wc"et som en lærer på Duborg-Skolen ønskede med Højskolesangbogen. I øvrigt en symptomatisk debat, som helt forbigås i tavshed i "Sydslesvigs danske Historie".


Lars N. Henningsen, René Rasmussen, Martin Klatt og Jørgen Kühl: Sydslesvigs danske historie. 356 sider, 27 euro (Studieafdelingen og Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig).